Grundig uddannelse med weekendbaseret undervisning

Om Dansk Yoga Uddannelse

Kort om uddannelsen

Dansk Yoga Uddannelse er en grundig uddannelse på 800 timer, som strækker sig over ca. 15 mdr. Vi har ingen guru eller en bestemt yoga tradition eller retning, som vi følger. Vi lader os inspirere af forskellige traditioner og undervisere især inden for klassisk hatha yoga. Du kan tage uddannelsen i Valby, hvor du sammen med maks. 14 andre aspiranter har undervisning ca. en weekend om måneden. Vores uddannelse er en af de mest grundige og velstrukturerede i Danmark, og vores eksamensbevis er et solidt kvalitetsstempel til din fremtid som yogalærer.

Under og efter uddannelsen bliver du en del af Dansk Yoga Forening – et netværk bestående af over 200 yogalærere fra hele landet, som jævnligt mødes på lokalmøder og kurser. Foreningen har også et forum på Facebook, hvor der er mulighed for sparring, at finde vikarer til sine hold, samt til tider at videregive hold.

Weekendbaseret undervisning

Undervisningen er weekend/fredagsbaseret. Vi mødes en weekend om måneden fra fredag til søndag (fredag fra kl. 15-20.00, lørdag + søndag fra 9.30-17.00) + én enkeltstående fredag fra 15-20.00 om måneden.

Sådan ser en weekend typisk ud*:

*) Der tages forbehold for ændringer

Fredag:

• Der landes med yoga

• 2 yogastillinger/asanas introduceres

• Programlægning med udgangspunkt i af morgenens program – opbygning, valg af stillinger m.m.

• Principper bag de udvalgte asanas

• Undervisning i de udvalgte asanas

• Der arbejdes med instruktion

Lørdag:

• Der landes med morgenyoga

• Der undervises igen i de 2 udvalgte asanas og en master gennemgås (master = en gennemgang af fx. hvorfor laver vi stillingen, hvad gør den godt for, hvem må ikke lave stillingen, brug af props/yogaudstyr, modificerede versioner – både lettere og mere udfordrende)

• Praksis – der arbejdes videre med instruktion

• Du underviser dine medstuderende

Søndag:

• Et tema gennemgås (fx. hensyntagende yoga, yoga og stress, yoga og åndedrættet, yogafilosofi, m.m.)

Uddannelsesstart:

Uddannelsen starter hvert år første weekend i september, med afsluttende eksamen primo januar halvandet år efter.

De sidste 4 måneders uddannelse har du dit eget øvehold, som undervises én gang ugentligt.

I disse 4 måneder vil undervisningen på uddannelsen primært bestå af 1 fredag om måneden fra kl. 15-20.00.

I perioden hvor du har dit øvehold, superviseres du 2 gange på din undervisning.

Pris: Kr. 55.000,- (mulighed for at betale i rater)
De 2 supervisioner og undervisning i anatomi er medregnet i dette beløb.

Der må påregnes øvrige udgifter til indkøb af lærebøger og yogaudstyr. Udgiften til dette vil variere, afhængigt af om du har udstyr allerede, om du køber brugte bøger osv.
Herudover vil der være et eksamensgebyr på kr. 2500,- samt et medlemsgebyr til Dansk Yoga forening på kr. 650,-

Dansk Yogas historie

Dansk Yoga har uddannet yogalærere siden 1974. I starten blev lærerne uddannet efter mesterlæreprincippet, og der var derfor ingen fast struktur eller fælles standard. I 1982 blev der nedsat et udvalg i foreningen, som dels udfærdigede regler omkring uddannelse af yogalærere og forfattede en fælles grundbog, som blev grundlaget for vores nuværende analyseøvelser. Efterhånden blev lærerkræfterne samlet, så en lærergruppe i henholdsvis Jylland og på Sjælland uddannede yogalærere – som vi ser det i dag.

Hos Dansk Yoga har vi ingen guru eller en bestemt yoga tradition eller retning, som vi følger, men lader os inspirere af forskellige traditioner og undervisere. I forlængelse heraf vil yogalærere uddannet gennem Dansk yoga i praksis kunne undervise meget forskelligt, hvilket foreningen ser som en fordel, idet forskelligheden hos underviserne favner bredt og hermed signalerer den rummelighed og bredde, som foreningen står for.

Nu ser verden heldigvis anderledes ud end i 1970, og det såkaldt mystiske er ikke længere noget, man behøver at frygte. Også i Dansk Yoga forbinder vi os med yogaens rødder, og mange af medlemmerne har det spirituelle, meditative element med i deres undervisning, ligesom det nu er en naturlig del af uddannelsen. Karakteristisk for lærere uddannet gennem Dansk Yoga er, at de formår at tilpasse yogastillingerne, så alle kan være med, gennem små- og forøvelser eller variationer af de forskellige asanas. De er uddannet til at kunne tilgodese den enkeltes behov og formåen i undervisningen. Et andet særkende ved Dansk Yoga-lærere er den præcise måde at diktere øvelserne på, så man kan blive ført ind i stillingerne med lukkede øjne.
Scroll to Top