Bliv yogalærer

Dansk Yoga har gennem mange år udviklet en unik 2-årig uddannelse, som løbende er tilpasset os, der lever i en moderne sammenhæng i Danmark - derfor navnet Dansk yoga.

Vi bliver ofte omtalt for vores præcise diktater, som guider yogaeleven sikkert gennem en yogastilling fra start til slut. De detaljerede diktater er udtryk for vores interesse i at give yogaeleven mulighed for at kunne føle sig tryg i undervisningen og dermed opnå fuldstændig ro i krop og sind.

Derudover klæder vi vores yogalærere på til at undervise alle typer mennesker med udgangspunkt i den enkelte krop. Yogaprogrammet tilpasses eleverne og ikke omvendt. Den gennemgående indsigt i anatomi og herunder sygdomslære giver vores yogaelever en tryghed, når de spørger, hvordan de skal forholde sig til de fysiske og mentale udfordringer, de måtte have i deres liv. På den baggrund gør vi også meget ud af at differentiere undervisningen efter behov ved hjælp af forøvelser til de færdige stillinger. Yogaeleven lærer på den måde at spørge sin krop, hvad den har brug for og lytte til kroppens signaler, som konstant ændrer sig. 

Udover en dyb gennemgang af klassiske stillinger er Dansk Yoga også enestående i sit kendskab til småøvelser, hvilket giver en varieret og interessant undervisning både for yogalæreren og -eleven.

Dansk Yoga har ikke en guru. Det betyder, at du på uddannelsen løbende bliver nødt til at reflektere og finde dit eget ståsted. Når du er færdiguddannet, kan du skabe den undervisning, som passer til dig og dine elever med udgangspunkt i det, du har med dig fra Dansk Yoga. 

Når du vælger en uddannelse hos Dansk Yoga prioriterer du to intense år, hvor både muskler, sind, forestillinger, tålmodighed og fornemmelser strækkes. Du er åben over for at tage på en personlig udviklingsrejse og er parat til at investere tid og energi i at fordybe dig, nørde med de andre kursister, lege, grine, græde, udforske, studere, observere, se dig selv i øjnene og lytte med hjertet.